Spring til hovedindhold

Ofte stillede spørgsmål

Ofte stillede spørgsmål

Spørgsmål om varmepumper

resultat fundet for ""

resultater fundet for ""

Hvad er en varmepumpe?

En varmepumpe udnytter energi fra vedvarende kilder – som luften, jorden eller solen – og omdanner den til varme og varmt brugsvand i boligen.

Hvor stor skal min varmepumpe være?

Når man taler om størrelsen på en varmepumpe, kan man ikke tale i generelle termer. Størrelsen afhænger af en række faktorer, som er forskellige fra installation til installation (husets størrelse, isolering og antallet af beboere samt deres forbrug m.m.). Det anbefales derfor at kontakte en installatør. På den måde er du sikret professionel rådgivning og deraf en løsning, der matcher dine behov.

Din lokale Bosch Climate Partner står altid klar med professionel rådgivning. Find installatør her

Hvorfor skal jeg vælge en varmepumpe?

En varmepumpe er en varmeløsning baseret på vedvarende energikilder som luft, jord, vand og sol. Med energiklasser fra A+ op til A+++ er vores varmepumper energieffektive løsninger. Har du i dag en løsning, der bruger fossile brændsler, vil du typisk kunne reducere dit samlede energiforbrug og omstille boligens opvarmning.

Prøv vores beregner og se, hvor meget du kan spare. Beregn besparelse nu

Hvilken varmepumpe passer bedst til mig og min bolig?

Hvilken varmepumpe du skal vælge, afhænger af dine individuelle ønsker og behov.

Ønsker du en energieffektiv (helt op til A+++) varmeløsning, som kan opvarme hele din bolig og forsyne dig med rigelige mængder varmt vand i hanerne, kan du med fordel vælge en luft til vand eller en jordvarmepumpe.

Jordvarmepumpen er til dig, der har en stor grund og ønsker en løsning uden udendørsenhed.

Luft til vand varmepumpen er til dig, der har en mindre grund og/eller ikke ønsker at betale for at få nedgravet jordslanger i haven.

Har du brug for at opvarme et afgrænset rumareal, er en luft til luft-varmepumpe oplagt. Løsningen egner sig godt til sommerhuse og som supplerende opvarmning i helårsboligen, på værkstedet eller i garagen.

Hvor meget kan du spare med en varmepumpe?

Det er individuelt, om og hvor meget du i givet fald vil kunne spare ved at skifte fra din eksisterende varmeløsning til en varmepumpe. Der er mange faktorer, der spiller ind. F.eks. boligens størrelse, hvor godt boligen er isoleret, antal beboere og deres forbrug.

I vores beregner kan du få en indikation af, hvad du kan spare og bestille et tilbud hos en af vores erfarne installatører. De vil kunne give dig en specifik vurdering ud fra dine behov.

Prøv vores beregner her

Hvad koster en varmepumpe?

Prisen afhænger af, hvilken type varmepumpe, du er interesseret i.

En luft til vand varmepumpe, som både kan opvarme din bolig og dit varme vand koster mellem 90.000-140.000 kr. inkl. installation og evt. afkobling.

En jordvarmepumpe, der ligeledes kan opvarme hele din bolig og dit varme vand koster mellem 120.000-250.000 inkl. installation og evt. afkobling.

En luft til luft varmepumpe, som kun kan opvarme eller køle et afgrænset areal koster 9.000-25.000 kr. inkl. installation.

Hvordan kan jeg få finansieret en varmepumpe?

Der findes forskellige muligheder for at finansiere en varmepumpe.

Du kan eksempelvis optage et banklån eller finansiere varmepumpen med et realkreditlån, hvis du har tilstrækkelig friværdi i din bolig.

Derudover har regeringen og landets pengeinstitutter indgået 'Fyr dit fyr'-aftalen, som giver mulighed for lånefinansiering uden oprettelsesgebyr og tinglysningsafgift ved udskiftning af olie- eller gasfyr til en varmepumpe. Læs mere om aftalen her

Derudover kan mange installatører også hjælpe med forskellige finansieringstilbud. Hør din lokale Bosch Climate Partner om mulighederne. Find installatør her

Hvor meget støjer en varmepumpe?

Bosch-varmepumper er konstrueret med fokus på et lavt lydniveau. Compress 5800i AW har eksempelvis et lydtryksniveau helt ned til 32 dB(A) ved 1 meters afstand og tilbyder en natfunktion, der dæmper lydniveauet yderligere i nattetimerne. Uanset hvad, anbefaler vi, at udendørsenheden placeres, så den tager størst muligt hensyn til både dig og dine naboer.

Læs mere om støj her

Kan en varmepumpe opvarme hele din bolig?

Ja, sagtens. Vælger du en luft til vand eller jordvarmepumpe kan du både få opvarmet radiatorerne, gulvet og det varme vand.

Hvad er billigst i drift? En varmepumpe eller fjernvarme?

Priserne på fjernvarme svinger fra værk til værk. Nogle steder kan varmepumpen være et billigere valg end fjernvarmen. Andre steder ligger prisniveauet for de to løsninger ens og andre steder er fjernvarmen billigst. Kontakt din lokale varmepumpeinstallatør og dit lokale fjernvarmeværk, hvis du er i tvivl.

Hvor lang levetid er der på en varmepumpe?

En varmepumpe har en teknisk levetid på 15–20 år, og med regelmæssig service skabes de bedste forudsætninger for en lang driftsperiode.

Hvordan fungerer en varmepumpe?

Helt grundlæggende henter varmepumpen sin energi fra udeluften, jorden eller grundvandet og omformer den til opvarmning af din bolig og dit brugsvand. Udnyttelsen af disse energikilder bidrager til en stabil varmekomfort i boligen. Uanset hvilken varmekilde der benyttes, bygger varmepumpeteknologien på de samme grundlæggende principper.

Den måde som en varmepumpe fungerer på kan sammenlignes med princippet i et køleskab - med den forskel, at varmepumpen producerer varme fremfor kulde. Mens køleskabet udvinder energien fra varmen inde i skabet og leder den udenfor for at køle maden ned, så trækker varmepumpen omvendt energien ud af omgivelserne udenfor og bruger den til at varme boligen op.

For mere info: Læs her

Hvorfor er der kølemiddel i en varmepumpe?

Kølemidlet i varmepumpen har til formål at flytte energien fra energikilden hen til varmepumpens kompressor, hvor energien omformes til varme til din bolig.

Må udendørsenheden skjules i en kasse e.lign.?

Ja, hvis ikke kassen begrænser lufttilførslen til varmepumpen og dermed nedsætter varmepumpens ydelse. Rådfør dig altid med din installatør.

Hvad betyder COP, SCOP, ydelse, afgivet og tilført effekt?

COP (Coefficient Of Performance) angiver forskellen mellem den tilførte og afgivne effekt målt på et bestemt tidspunkt.

SCOP (Seasonal Coefficient of Performance) angiver forskellen mellem tilført og afgivet effekt målt som en gennemsnitlig værdi fordelt over et helt år. Jo højere SCOP-værdien er, jo mere effektiv er varmepumpen.

Tilført effekt er den mængde strøm, der anvendes for at holde varmepumpen kørende. Det er den del, du betaler for til dit elselskab.

Afgivet effekt er den varme, du får ud af varmepumpen til opvarmning af din bolig og dit varme vand.

Varmepumpens ydelse er betegnelsen for varmepumpens afgivne effekt i kW. Ydelsen angiver varmepumpens effektafgivelse, og dermed hvor stort et hus denne kan opvarme.

Må udendørsenheden placeres langt væk fra huset?

Ja, varmepumpen kan stilles op til ca. 20-25 meter væk fra boligen. Dog vil dette øge investeringen som følge af øgede installationsomkostninger.

Det er vigtigt, at rør- og elinstallationen udføres i henhold til gældende regler og Bosch vejledning, så varmetabet minimeres. Og at rørstørrelser og elinstallation er udført, så varmepumpen kan køre problemfrit.

Må jeg selv installere varmepumpen?

Nej, det er ikke lovligt, medmindre du selv er autoriseret installatør. Men du må gerne montere varmepumpen og trække rør og kabler hen til varmepumpen. Du skal dog have en autoriseret installatør til at samle, tilslutte og opstarte varmepumpen.

Kan jeg få reduceret elafgift til min varmepumpe?

Når du har en varmepumpe, og din primære varmekilde er registreret som elvarme i BBR, kan du få reduceret elafgift på den del af elforbruget, som overskrider 4.000 kWh. Det vil sige, at den elektricitet, du bruger til opvarmning af boligen, er belagt med en lavere afgift end den elektricitet, du f.eks. bruger til din vaskemaskine, tv’et og lignende.

Hvilke varmepumpetyper findes der? Og hvad er forskellen på dem?

De mest almindelige varmepumpetyper i Danmark er luft til vand varmepumpen, jordvarmepumpen og luft til luft varmepumpen.

Luft til vand varmepumpen har både en udendørs- og en indendørsenhed. Luft til vand varmepumpen henter energien fra luften udenfor og kan både opvarme din bolig og dit varme vand.

Jordvarmepumpen har kun en indendørsenhed. Denne er enten tilsluttet en vandret udlagt jordslange eller en lodret jordsonde. Jordvarmepumpen henter energien til opvarmning af din bolig og det varme vand fra jorden.

Luft til luft varmepumpen består ligesom luft til vand varmepumpen både af en indendørsenhed og en udendørsenhed. Denne varmepumpe kan kun bruges til opvarmning eller køling af et afgrænset areal og anvendes derfor hyppigst til opvarmning / køling af sommerhuse og som supplerende opvarmning i almindelige boliger, på værksteder o.lign.

Kan jeg få tilskud til en ny varmepumpe?

Du kan som privat boligejer få tilskud til en varmepumpe til din helårsbolig fra Varmepumpepuljen, når du skifter din primære opvarmningskilde fra olie, naturgas, biobrændsel eller elvarme, og du ikke bor i et eksisterende eller planlagt fjernvarmeområde.

Læs mere om krav, tilskudsstørrelser og ansøgning her

Kan en varmepumpe varme min bolig op hele året igennem?

Ja, det kan den sagtens. Vores varmepumper er udviklet til drift ved lave temperaturer, som man oplever dem i norden. Så uanset om du vælger en Bosch luft til vand varmepumper eller en Bosch jordvarmepumpe, vil din bolig altid være veltempereret.

Se vores udvalg af varmepumper her

Hvilken energiklasse har en varmepumpe?

Varmepumper fra Bosch tilbyder energiklasser op til A+++ (afhængigt af model). Varmepumpen udnytter vedvarende energikilder som luft, jord, vand og sol suppleret med elektricitet.

For hver 1 kW strøm du putter ind i varmepumpen, får du ca. 3-5 kW varme ud, som bruges til opvarmning af boligen og det varme vand.

Læs også

Kan jeg få tilskud til at få mit gasfyr pillet ned?

Ja, du kan søge gebyrfritagelse ved gasafkobling, når Afkoblingspuljen er åben og såfremt der stadig er penge tilbage.

Læs mere om tilskudsmulighederne her

Er der udvidet garanti på en Bosch varmepumpe?

Hvis du køber din Bosch varmepumpe hos en Bosch Climate Partner er du automatisk sikret 5 års udvidet garanti. Køber du varmepumpen hos enhver anden autoriseret installatør, får du den almindelige fabriksgaranti på 2 år.

Læs mere om vores garanti her

Kan jeg tegne en forsikring på min Bosch varmepumpe?

Ja, hos Bosch har vi indgået et samarbejde med forsikringsmægleren Arctic. Via Arctic kan du forsikre din Bosch varmepumpe helt op til produktets 20. leveår.

Du er ikke tvunget til at tegne for hele perioden. Du tegner for et år ad gangen og ønsker du ikke at fortsætte, stopper du blot, når tegningsåret udløber.

Læs mere om Tryghedsforsikringen her

Kan udseendet på udedelen til en Bosch varmepumpe tilpasses min bolig?

Ja, udedelen på luft til vand varmepumperne Bosch Compress 7000i AW, 7400i AW og 5800i AW kan, for en beskeden merpris, pakkes ind i en folie, der er skræddersyet efter dine ønsker. Ønsker du f.eks. et flot farvemønster eller blot en ensfarvet grå udedel, er dette absolut muligt.

Læs mere om foliering her

Kan jeg få en varmepumpe, når jeg bor i et fjernvarmeområde?

Ja, det kan du normalt godt. Tilslutningspligten til fjernvarme bortfaldt i 2019. Hvis din bolig ligger i et område, der er ændret til fjernvarme efter den 1. januar 2019, er det tilladt at installere og opvarme boligen med en varmepumpe.

Skal jeg søge tilladelse, hvis jeg ønsker at installere en varmepumpe i min bolig?

Installation af luft til luft og luft til vand varmepumper kræver ikke kommunens tilladelse. Du skal dog overholde lokalplaner og lokale servitutter. Ligesom du skal overholde regler om afstand til naboskel ved opsætning af udendørsenheden, og sikre, at din udedel hverken generer din nabo eller din egen husstand.

Installation af jordvarmepumper kræver kommunens tilladelse. Rådfør dig derfor altid med en autoriseret installatør, før du igangsætter noget.

Find installatør her

Hvor kan jeg se Bosch-varmepumperne?

Ønsker du at se Bosch varmepumperne, inden du køber, så finder du dem i følgende udstillinger.

Robert Bosch
Telegrafvej 1, 2750 Ballerup

Tider for fremvisning skal bookes på forhånd via HomeComfort@dk.bosch.com.
Send os gerne en e-mail med forslag til tider, der passer dig i tidsrummet mandag-torsdag 9-16 eller fredag 9-14.

Brdr. Dahl Klimacenter
Grønlandsvej 16, 8700 Horsens
Mandag-torsdag: kl. 10-16, Fredag: kl. 10-15

Hvor lang tid tager installationen af en varmepumpe?

Det afhænger af både varmepumpetypen og forholdene i dit hjem. En luft til luft varmepumpe installeres som regel på én arbejdsdag, mens luft til vand og jordvarmepumper typisk kræver 2-3 hverdage – dertil kommer gravearbejdet i forbindelse med udlægning af jordvarmeslanger (varigheden afhænger af slangelængde m.m.). Din lokale Bosch Climate Partner kan give dig en mere præcis tidsramme.

Skal mit nuværende varmesystem ændres, hvis jeg vælger en varmepumpe?

I nogle tilfælde, ja. Det afhænger af boligens eksisterende installationer, hvor det i visse tilfælde kan være hensigtsmæssigt at opgradere enkelte dele af varmesystemet.

Kan en varmepumpe fungere sammen med en anden varmekilde på mit nuværende varmesystem?

Ja, i visse situationer kan varmepumpen kombineres med andre varmekilder, f.eks. et gas- eller pillefyr. En sådan hybridløsning kan være en god overgang, hvis du ønsker at skifte varmekilde i etaper. Spørg din installatør, om det er en mulighed hos dig.

Kan en varmepumpe også bruges til at køle?

Ja, især luft til luft varmepumper er oplagte til både opvarmning og køling. Visse luft til vand varmepumper kan også levere køling – f.eks. via gulvkøling eller fan coils – hvis anlægget er designet til det. Din installatør kan rådgive dig om mulighederne.

Hvad sker der ved strømafbrydelser?

Da varmepumper drives af el, vil den automatisk stoppe ved strømafbrydelse – og starte igen, så snart strømmen er tilbage.

Kan en varmepumpe påvirke boligens salgsværdi?

Ja, det kan den i mange tilfælde. En varmepumpe forbedrer typisk boligens energimærke og sænker de faste varmeudgifter – noget, der ofte gør boligen mere attraktiv for potentielle købere.

Skal der ændres i boligens elinstallation?

Det afhænger af anlægstypen og boligens nuværende elinstallation. Særligt luft til vand og jordvarmepumper kræver ofte en separat eltilslutning og i nogle tilfælde opgradering af eltavlen. Din installatør vil kunne vurdere, om der er behov for ændringer.

Hvordan ved jeg, om mit hus er egnet til varmepumpe?

Isolering, varmebehov, boligens størrelse og udendørsarealer er nogle af de faktorer, der spiller ind. Den bedste måde at få afklaret det på er ved at få en fagperson til at lave en konkret vurdering. Din lokale Bosch Climate Partner hjælper dig gerne.

Hvornår er investeringen i en varmepumpe tjent hjem?

Tilbagebetalingstiden varierer alt efter nuværende opvarmningsform, elpriser, forbrug og boligens stand. Typisk ligger den mellem 5 og 10 år.

Med vores online beregner på www.bosch-climatepartner.dk kan du få en god indikation af, hvad du kan spare.

Prøv vores beregner helt gratis

Hvordan vælger du den rette varmepumpe?

Energistyrelsens platform, Sparenergi.dk, har samlet en overskuelig varmepumpeliste, som du kan bruge til at orientere dig i udvalget på det danske marked. Alle varmepumper på listen overholder gældende lovkrav og har fået deres ydeevne bekræftet af et uafhængigt testlaboratorium. På listen kan du sortere anlæggene efter ydelse og tekniske data.

Når du skal vælge varmepumpe til din bolig, bør du altid søge rådgivning hos en autoriseret installatør, som kan vurdere boligens konkrete varmebehov. Du kan også sammenligne anlæggenes ydeevne ved at kigge på COP- og SCOP-værdierne samt energimærkningen (f.eks. A+++).

COP står for Coefficient of Performance og angiver forholdet mellem den varme, anlægget afgiver, og den strøm, det forbruger ved en bestemt temperatur. Hvis en luft til vand-varmepumpe har en COP-værdi på 4,1 ved 2/35°C, betyder det, at den leverer 4,1 gange så meget varme, som den bruger el ved en udendørstemperatur på 2°C og en fremløbstemperatur på 35°C.

SCOP-værdien (Seasonal Coefficient of Performance) tager højde for sæsonbestemte temperatursvingninger over et helt år. Hvor en almindelig COP-værdi kun viser ydeevnen ved et enkelt øjebliksbillede, giver SCOP et mere retvisende billede af anlæggets samlede årsydelse i det nordiske klima. En SCOP-værdi på f.eks. 4,8 angiver, at varmepumpen hen over året i gennemsnit leverer 4,8 dele varmeenergi for hver 1 del tilført el. Jo højere SCOP-værdi, desto højere er varmepumpens samlede udnyttelse af den tilførte strøm.

Besøg Energistyrelsens varmepumpeliste

Hvad skal du gøre for at få reduceret elafgift?

Når din varmepumpe er installeret, skal oplysningerne om primær varmekilde ændres i din boligs BBR-oplysninger her: Ret BBR-oplysninger - BBR. Når ændringen er registreret i BBR-registeret, kan du søge om reduceret elafgift hos dit elselskab.

Den nedsatte elafgift gælder den del af dit elforbrug, som overstiger 4.000 kWh om året.

Skal min varmepumpe serviceres? Og hvor ofte?

Ja, nogle varmepumper er underlagt et lovmæssigt krav om service. Varmepumper med en kølemiddelfyldning mellem 3 og 5 kg skal serviceres hvert 2. år. Varmepumper med en kølemiddelfyldning over 5 kg, skal som tidligere serviceres en gang årligt. Har varmepumpen en kølemiddelfyldning under 3 kg er der ikke et lovkrav, at varmepumpen serviceres.

Men har du købt et produkt med forlænget garanti, kan producenten stille krav om periodisk service for at opretholde garantien. Hos Bosch er der f.eks. et krav om serviceeftersyn ved 1. og 3. år efter installationstidspunktet. Derefter anbefales det, at serviceeftersyn udføres hvert 2. år.

Løbende service understøtter en stabil drift og hjælper med at bevare produktets levetid, hvorfor et periodisk eftersyn altid anbefales.

Du kan enten købe serviceeftersynet hos Bosch eller en af vores servicepartnere fra gang til gang eller indgå en aftale for en længerevarende periode ad gangen.

Hvordan skal varmepumpen vedligeholdes?

De forskellige varmepumpetyper kræver forskellige typer vedligeholdelse. Fælles for dem alle er, at et regelmæssigt serviceeftersyn bidrager til en stabil og driftssikker funktion.

Find gode råde om vedligehold af varmepumper her

Er der noget vedligehold, jeg selv skal stå for?

Ja, lidt. Luft til luft-varmepumper har filtre, der bør renses med jævne mellemrum. Ved luft til vand-varmepumper er det en god idé at holde udedelen fri for blade og snavs. Derudover anbefaler vi regelmæssig service for at understøtte en stabil drift og opretholde anlæggets levetid.

Se også: Spørgsmål og svar om varmepumpeservice

Hvad koster et serviceeftersyn?

Prisen afhænger af varmepumpetype og installatørens takster, men ligger ofte mellem 2.000 og 3.000 kr. Mange tilbyder også serviceaftaler med faste priser, som sikrer løbende eftersyn og ekstra tryghed.

Se nærmere på Bosch serviceaftalerne her

Spørgsmål om gasfyr

Hvilket gasfyr skal jeg vælge?

Når du skal vælge gasfyr er der flere forhold, du skal være opmærksom på, bl.a.:

  • Energieffektivitet
  • Design
  • Brugervenlighed
  • Garanti

Inden du vælger, kan du med fordel sammenligne gasfyrenes effektivitet. Start med at undersøge om gasfyret er 3. parts testet - denne test vil give et nøjagtigt billede af gasfyrets effektivitet. Derudover kan du få en vvs-installatør til at lave en gaspro-beregning fra Dansk Gasteknisk Center. Denne beregning vil tage udgangspunkt i dit forbrug og vise, hvor meget du kan spare, så du vælger rigtigt.

Det kan også være en god idé at sammenligne garantien, inden du vælger gasfyr. Garantien kan svinge fra 2 til 5 år, og derudover kan der være mulighed for tilkøb af ekstra forsikringer. Du skal også være opmærksom på de lovpligtige eftersyn, som skal overholdes for at garantien er gældende.

Desuden bør du være opmærksom på besparelsespotentialet på sigt, det er ikke nødvendigvis det billigste gasfyr her og nu, som vil være billigst i det lange løb.

Sidst men ikke mindst, bør du overveje design og brugervenlighed. Du kan f.eks. undersøge, om det enkelte gasfyrs styring er nem og enkel at betjene, så du også kan finde ud af det, når installatøren er gået.

Hvilket gasfyr er bedst?

Når du skal finde ud af, hvilket gasfyr, der bedst dækker dit behov, er det en god ide at få lavet en gaspro-beregning. Dansk Gasteknisk Center har udviklet et beregningsprogram, som kan vise, hvilket gasfyr, der vil være bedst i din bolig set ud fra, hvor meget du kan spare. Du kan få din lokale installatør til at foretage sådan en beregning og samtidig give en anbefaling af, hvilket gasfyr, der er bedst.

Men der kan også være andre forhold, som afgør, hvilket gasfyr, der er bedst for dig, f.eks. hvor lange bade, du ønsker.

Der kan nemlig være stor forskel på, om gasfyret gør brug af en gennemstrømningsveksler eller en varmtvandsbeholder. Det har betydning for, hvor lang tid du kan bade i. Fordelen ved varmtvandsbeholdere frem for en gennemstrømningsveksler er, at du ikke behøver at bekymre dig om kalken i det hårde danske vand. Tænk blot på, hvor ofte din elkedel ville skulle afkalkes, hvis den skulle opvarme ca. 220 liter vand dagligt. Hvilket er den mængde en standardfamilie forbruger dagligt af varmt vand.

Med en varmtvandsbeholder er du sikret netop den komfort, du selv ønsker. Jo større krav du har til det varme vand, jo større beholder skal du vælge. Kort sagt: Hvor lang tid vil du bade i?

Hvad koster et gasfyr?

Et gasfyr koster ca. 32.000-35.000 kr. inklusiv installation, hvis du skifter fra gasfyr til gasfyr. Det kan dog variere meget fra installation til installation. Det anbefales derfor altid, at du kontakter din lokale installatør for at få oplyst, hvad den samlede installation koster, da det kræver en gennemgang af den konkrete installation, der skal laves.

Hvordan aflæses gasfyrets energimærke?

Der findes forskellige måder at sammenligne gasfyrenes effektivitet på. Start med at undersøge fyrets energimærkning. Her kan du bl.a. sammenligne ydelser og lydniveau.

Bliv klogere på energimærkning af varmeanlæg her